25 september 2008
I 1999 fik jeg konstateret brystkræft i en alder af 48 år. Jeg fik beskeden fra en onkolog på Glostrup Sygehus, og derefter føltes det som om, jeg gik i sort.
Da jeg kom ud fra sygehuset – og også efter jeg var kommet hjem – kunne jeg ikke huske, hvad lægen havde fortalt mig. Set i bakspejlet ville jeg gerne have haft en person med mig i situationen, både som støtte, men også fordi at to sæt ører hører bedre end ét.
Hverdagen skulle bevares
Jeg tog en beslutning om, at hverdagen skulle forløbe, som den plejede, og jeg anstrengte mig for, at den var den samme som før. Mit mål med at arbejde var, at jeg ikke ville hensynke i for meget selvmedlidenhed. Så derfor betød det meget for mig at gå på arbejde hver dag som vanligt.
Det var kun til sidst i mit kemoforløb, at jeg holdt fri fra arbejde efter behandlingerne. Men selv om min hverdag udadtil forløb nogenlunde som før, var det bare ikke muligt at leve som om, intet var hændt. Blandt andet græd jeg meget, og jeg har stadig let til tårer i dag!
Operation og behandling
Der gik to uger, fra jeg fik stillet diagnosen til operationen på Rigshospitalet, hvor mit ene bryst blev fjernet helt. Derefter fulgte kemo, strålebehandling og to forskellige slags antihormonpiller. I 2001 fik jeg lavet en rekonstruktion af brystet. Efterbehandlingen varede i alt næsten syv år; jeg sluttede med pillerne i 2007. I dag er jeg erklæret ’kræft-fri’.
Faste støtter
Igennem hele mit sygdomsforløb har jeg haft et stort behov for at tale om min brystkræft. Og det har jeg brugt mit netværk til. På et tidspunkt var jeg til psykolog, som allerede efter vores første samtale sagde, at jeg ikke behøvede at komme igen, for jeg klarede sygdomsbearbejdelsen godt selv.
Mine faste støtter var først og fremmest en nær ven og min søster, som begge er sygeplejersker. Der var altid én af dem med, når jeg var til kemo. Og jeg tror, at de to indbyrdes også havde gavn af hinanden, så de kunne dele den byrde, det er at være pårørende.
Rollen som patientvejleder
I dag arbejder jeg som patientvejleder for Kræftens Bekæmpelse og møder kvinder, der har været i samme situation som jeg selv. Jeg tror, angsten blandt kræftramte er forskellig alt efter ens alder, men selve chokket over at få sygdommen og forfængeligheden ved fx at skulle undvære et bryst er den samme.
Når man har kræft, er man ikke altid 100 % ærlig over for sine pårørende. Derfor er det givtigt at tale med en person, som har været i samme situation som en selv. For der behøver man ikke spille tapper. Derfor forsøger jeg som patientvejleder at være en, der kan lytte til kvinderne med brystkræft, give dem saglig information – og ikke mindst håber jeg, at jeg repræsenterer håb for dem.
Brystkræft er ikke en dødsdom
I dag er der mange kvinder, der lever og dør ’med’ brystkræft og ikke ’af’ brystkræft. Til gengæld lever man måske videre på en anden måde: Jeg har fundet sider af mig selv, som jeg ikke havde behov for at bruge, før jeg fik brystkræft. Og så har jeg fundet nogle andre prioriteringer i livet – små facetter gider jeg ikke længere bruge tid på at bekymre mig om. For livet er kort, og det gælder om at udleve de ting, man gerne vil nå.