8 oktober 2009
Min kræftsygdom har gjort mig glad
Kan en livstruende sygdom gøre dig til et gladere, mere helt menneske?
Janne er ikke i tvivl. Hendes historie handler om, hvad humor kan gøre, når man bliver ramt af en sygdom, der kan slå en ihjel. Det er historien om kærlighed, der bliver stærkere af modgang og om glæden ved det liv, man pludselig føler sig bedre i stand til at leve, fordi man har opdaget, at det ikke varer evigt.
Det er historien om en sygdom, der har åbnet døre, der før forblev lukkede. Men mest af alt er det historien om en kvinde, der faktisk er blevet mere glad og mere kvindelig af at miste sit hår og sit ene bryst.
Jeg vidste, det var en kræftknude
Historien starter i Høruphav, en aften i august 2005. Janne står i badet, da hun mærker en knude under sin højre arm.
– Jeg har altid været meget opmærksom på mine bryster og undersøgt mig selv, fordi jeg har haft et knudret brystvæv. Men denne gang var det anderledes, det jeg kunne mærke. Jeg kaldte på min mand og bad ham mærke efter. Jeg vidste, den var gal. - Næste morgen ringede jeg til lægen og fik tid med det samme. Jeg kunne mærke på lægen, at det var alvorligt. Og så blev jeg bange. - Jeg vidste, det var en kræftknude, allerede før svaret kom.
Janne fik ret i sin antagelse. Det var en ondartet knude, der sad i hendes bryst, og samme dag fik hun foretaget en biopsi. - Der gik seks dage, før jeg fik svaret, og der blev drukket en del rødvin i den periode.
Sådan måtte det så være
Den 12. september kl. 8.00 blev Janne opereret på Åbenrå Sygehus. Knuden var for stor til en brystbevarende operation. Lægerne var nødt til at fjerne hele brystet. Men det slog ikke Janne ud. ”Sådan måtte det så være”. Det er en sætning, hun siger mange gange under vores samtale. Der har ifølge hende selv ikke været ret mange tårer undervejs. Lige bortset fra da hun tog afsked med sin mand, inden hun blev kørt til operationsstuen.
– Da portøren kørte mig væk, vendte jeg mig om og vinkede til Bernd, han græd, og der brød min verden sammen. Jeg kunne ikke bære at se min store stærke mand græde. Jeg tror, det er meget svært at være pårørende og se sin kone så syg.
Når man hører Janne fortælle, er man ikke i tvivl om, hvad det har betydet for hende at have en mand, der tog del og var der 100 procent igennem hele forløbet. - Min familie har givet mig kræfter. Jeg har hele tiden tænkt: De skal ikke undvære mig. Det er alt for tidligt at give op. Da Janne fik diagnosen, var hendes to børn to og syv år gamle.
Feminin uden hår og med et bryst
Et par uger efter operationen begyndte Janne i kemoterapi. Tre uger efter den første behandling begyndte det tykke mørke hår at falde af i store totter.
- Jeg tog det som en oplevelse. Jeg har altid syntes, at Halle Berry var så smuk med sit korte hår. Og havde selv drømt om at klippe mit hår af. Men jeg turde ikke. Nu var muligheden der. Hver aften efter aftensmaden sad vi og hev hår ud af hovedet på mig. Linn, min datter, var med. Vi samlede det hele i en pose. Da der ikke var ret meget tilbage, gik jeg til frisøren, for at få arbejdet gjort færdigt. Da jeg kom hjem konstaterede Bernd, at jeg faktisk så meget feminin ud.
Sammenholdet mellem Janne og hendes mand er vokset under sygdommen. - Jeg kan ikke forstå de, der synes, man mister sin kvindelighed af at miste et bryst. Jeg har vist mig frem fra første dag til venner og familie. De der vil, har set mit ar, og protesen er røget hen over kaffebordet af og til. Kvindeligheden sidder ikke i bysterne eller i håret – den sidder i vores udstråling.
Behandlingerne
Kemoterapien var bare starten på et årelangt behandlingsforløb, og det var hårdt! – Det var en sej tid. Jeg var SÅ træt. Gjorde huset rent om mandagen, og så var jeg bare træt og dårlig resten af ugen, hvor min mand tog sig af alting derhjemme. Kemoen blev afløst af strålebehandling. I alt 29 behandlinger, 5 dage om ugen – kun i weekenden havde Janne fri fra behandlingen. – Det var ved at tage pippet fra mig. Jeg blev forbrændt og fik arvæv på lungen.
Jeg har åbnet nye døre i mit liv
Det er nu fire år siden, Janne fik diagnosen brystkræft. Sygdommen har fået hende til at åbne nogle døre i sit liv, som hun hidtil bare er gået forbi. Hun har altid været kreativ og tegnet meget, men sygdommen fik hende for alvor til at kaste sig over den passion, der har ligget og ventet på at komme ud. Lige siden sin operation har hun skrevet dagbog.
– Jeg købte en blok og en masse glimmertusser, og så begyndte jeg at skrive. Siden kom tegningerne til. Janne tegnede kræftcellerne, som hun forestillede sig, de så ud. Hun tegnede sig selv med kun et bryst.
– Jeg har aldrig haft behov for at tale med en psykolog om min sygdom. Den kreative proces har været min terapi. Jeg håber, at jeg en dag kan få udgivet min beretning. Jeg har kaldt den ”Glad med kræft”, og jeg tror, den kan være til stor gavn for mange. Min historie fortæller, at man godt kan være glad og sexet med et bryst.
Livet er gået op for mig
Janne er en stærk kvinde. Hun er vokset sig stærk med sin sygdom. Og siger selv, at hun er gladere nu, end før hun fik kræft. Men selv en livskraftig kvinde har sine nedture, eller sine bekymringsdage, som hun selv formulerer det. - Selvfølgelig har jeg været ked af det, og det er ok, man skal ikke bekæmpe den følelse. Men kroppen har ikke godt af, at man har for ondt af sig selv, konstaterer hun.
Familien kommer drypvis hjem, imens Janne fortæller mig om sit liv. Man fornemmer kærligheden og ømheden mellem dem. Det er ikke noget, de gør for min skyld. Det er sådan, det er. Sådan tror jeg også det var, før kræften kom ind i deres liv – men jeg kan mærke, at sygdommen har bragt dem endnu tættere sammen.
– Carpe Diem, siger Janne med et stort smil. En fortærsket kliche. Men når den kommer fra hende, giver den rigtig god mening. Janne har grebet livet. Hun får mere ud af det nu, end før hun fik diagnosen brystkræft for fire år siden. Hun er eksemplet på, at det der i værste fald kan slå dig ihjel, også er det, der kan give nye dimensioner i livet.
– Livet er gået op for mig. Jeg gider ikke være usynlig mere. Jeg har ikke været bitter et eneste øjeblik. Vi lever nu, det nytter ikke at bruge tiden på at være bitter, siger hun med et stort smil.
Sådan slutter mit møde med en kvinde, der har fyldt mig med beundring og tro på, at det er muligt at være glad med kræft.
Faktaboks
Janne på 43 år
Gift med Bernd – mor til Linn på 11 år og Sune på 6 år
Bor i Høruphav lidt udenfor Sønderborg
Arbejder som frontmedarbejder hos 3F
Fik konstateret kræft i 2005
Har fået kemobehandling, strålebehandling og antihormonbehandling
