27 januar 2009
Jeg tænker meget over, at brystkræft er så enormt et emne, når man er kvinde. Og at det er svært at reagere 'ordentligt', når en kær ven kommer og letter sit hjerte.
Kan man tillade sig at være nysgerrig? Mere fortvivlet end den der er ramt? uenig i en måde at gribe det an? Jeg tror at mine følelser over for hendes cancer var om ikke lige så store, så i hvert fald svære at dele. Fordi jeg så gerne ville bakke hende op og støtte. Og det md at sige imod, det var svært - for hvis hun nu døde fra mig, så havde jeg nærmest slået hende i hjel (meget groft sagt). Jeg var kort sagt berøringsangst.
Senere gik hun og kæresten fra hinanden - han havde ikke kunnet deltage i det forløb hun gik igennem, han havde travlt og synes hun var for alternativ. Men hun ændrede sig som menneske af det. Og det kunne ikke blive til det samme igen.
Store sygdomme bliver til store ændringer.
Bare tanker, ikke nødvendigvis noget begavet :)
Kh
Nanna