af Ann Knoop, onkolog, Odense Universitetshospital
Du vil formentlig læse og høre om kræftramte danskere, der føler, at de må rejse til udlandet for at få behandling for deres sygdom. Sådan er det ikke indenfor brystkræft. I dette afsnit kan du læse, hvorfor du ikke behøver at tage til udlandet for at få en effektiv behandling af brystkræft.
Samme behandling overalt
- I hele verden
Når det gælder brystkræft er det heldigvis sådan, at lægerne over hele verden stort set er enige om, hvad der er den bedste behandling. Der kan være mindre variationer i rækkefølgen af de forskellige behandlinger, der bliver tilbudt. Ydermere kan de forskellige doser af medicin variere lidt fra land til land, men grundlæggende er behandlingen af brystkræft ens i hele verden.
- Og i hele Danmark
I Danmark er den tilbudte behandling af brystkræft på et højt niveau, så her vil du altid få tilbudt den behandling, du har brug for – uanset hvor i landet du bor. Gennem mange år har behandlingen af brystkræft i hele landet fulgt de nationale retningslinier fra DBCG.
I Danmark er der mulighed for mange forskellige behandlinger af brystkræft, og derfor er det yderst sjældent nødvendigt at tilbyde behandling i udlandet. I praksis vil du derfor kun blive tilbudt behandling i udlandet, hvis hospitalet i Danmark ikke kan tilbyde dig behandling herhjemme inden for behandlings-garantien på én måned. Altså ikke fordi hospitalerne ikke kan give dig den nødvendige behandling, men fordi du har krav på at få behandling indenfor en vis tidsperiode, hvilket kan være svært for hospitalerne at leve op til.